mandag, november 26, 2007
RobinHus og de nye kopier
Den nye kæde bliver ikke en del af Realmæglerne, men en "sideløbende" kæde med eget navn: "BoligOne" (?!?). Planerne går i retning af, at skabe en kæde, hvor den enkelte mægler i vid udstrækning kører sit eget løb. Der bliver et fælles markedsføringsudvalg, men budgettet bliver næppe stort.
Størsteparten (men vist ikke alle) af de frafaldne mæglere slutter sig til den, så der bliver i udgangspunktet omkring et dusin mæglere - udelukkende i provinsen (den eneste i Hovedstadsregionen er en lille butik i Frederikssund). Der er dog en enkelt mægler i henholdsvis Århus og Odense, men begge disse mæglere har stort set ingen sager.
Den nye kæde er ganske åbne omkring, at de laver en ren kopi af RobinHus - men modsat originalen får de ikke noget stærkt hovedkontor med ansatte, der håndterer IT, markedsføring og konceptudvikling. Det lægges i hænderne på mæglerne selv. Adspurgt hvorfor man som mægler skulle vælge den nye kæde slår de meget på, at man selv bestemmer, hvor meget man arbejder. Ambitionsmæssigt ligger de også under RobinHus, idet de forventer at hver mægler skal kunne håndtere 30 salg om året. Min fornemmelse er således, at kæden godt kunne tiltrække deltids-mæglere.
Og her begynder jeg at blive lidt bekymret for den nye kæde. Det virker på mig som om, de har besluttet sig for at skære alle omkostninger og samtidig ikke er så krænse med, hvilke mæglere de tiltrækker. De er ikke noget godt udgangspunkt for en ny kæde.
RobinHus har fået god vind i sejlene på en kombination af et lavt salær - og en relativt markant indsats på internettet. Konceptet og salæret kan man kopiere, men jeg ser ikke den nye mæde med nogen særlig profil på internettet. Det er der simpelthen ikke ressourcer til. Samtidig får de overordentligt svært ved at markedsføre den nye kæde med nogen grad af gennemslagskraft, da de er spredt over et meget stort område (der er bl.a. mæglere i Haderslev, Holstebro, Næstved og Frederikssund).
Men i sidste ende er de dog kvaliteten af de deltagende mæglere, der kommer til at afgøre kædens succes. Jeg har lavet en hurtig (ja, det tog godt nok lidt tid, men alt er jo relativt) optælling af de pågældende mægleres aktivitet pt. Resultatet ser du nedenfor:
BoligOne mæglere: 22 sager til salg i gennemsnit (Dårligst: 8. Bedst: 50)
RobinHus Mæglere: 50 sager til salg i gennemsnit (Dårligst: 20. Bedst: 122!)
Med de tal forstår man jo godt, at de utilfredse mæglere har kigget sig om efter grønnere græsgange. Den bedste af de frafaldne mæglere når lige akkurat op på gennemsnittet af RobinHus' mæglere.
Helt overordnet kan der vel være to forklaringer på, hvorfor mæglerne i provinsen har klaret sig dårligere. Den ene er at der er tale om dårligere mæglere - den anden er, at konceptet egner sig dårligt til provinsen. Begge konklusioner er vel lige giftige for den nye kæde... Alternativt kan man selvfølgelig tro på, at problemet skal markedsføres væk - men det er en lidt dyr konklusion :-)
Herudover har jeg kun ringe tiltro til, at den nye kæde formår at opbygge et succesfuldt varemærke helt fra bunden - uden anden opbakning end en forkølet marketingmand fra Realmæglernes hovedkontor, der formentlig har andet på sin agenda :-)
De fleste har nok på nuværende tidspunkt gættet min konklusion: Jeg venter lige lidt med at skrive min opsigelse for at slutte mig til den nye kæde - og mit gæt er, at indtil den nye kæde har bevist sit værd, vil de fleste nok gøre som mig.
Nu er hverdagen jo fyldt op med mere og andet end denne blog, så jeg har ikke nået hele vejen rundt om den nye kæde endnu. F.eks. glæder jeg mig meget til at høre, hvordan de nuværende Realmæglere ser på, at deres penge bruges på at markedsføre et koncept, der konkurrerer med dem selv direkte på salæret. Disse mæglere får ovenikøbet en aktie i Realmæglerne Holding, så de får samtidig andel i den værdi, der ligger i kædens navn og lange eksistens.
Jeg vil selv spørge mig lidt for - og jeg hører meget gerne fra realmæglere med en holdning til deres nye "kollegaer" på boligblog@hotmail.com (eller som kommentar nedenfor - det giver dogaf og til lidt teknisk knas, så skriv gerne også...)
fredag, november 09, 2007
Hvad skete der dér ?
Umiddelbart var jeg ret overrasket, at RobinHus jo har været inde i en ret positiv udvikling - særligt i hovedstadsområdet. Det samme kan ikke ligefrem siges om Realmæglerne ! Derfor virker det umiddelbart som et lidt absurd skifte...
Nu har jeg så kigget lidt mere på historien, og det viser sig udelukkende at dreje sig om mæglere i provinsen, hvoraf en vis del ikke har haft nogen særlig aktivitet. En af mine kollegaer i Jylland, der kender lidt til et par af de pågældende mæglere, fortæller at der er tale om en særdeles blandet flok.
Den overraskende melding rejser to store spørgsmål:
1) Kommer der en reel trussel i markedet fra Realmæglernes og
2) Hvad sker der fremover med RobinHus
Begge spørgsmål er svære at svare på, men jeg vover gerne et gæt :-)
Med hensyn til Realmæglerne så er de jo bygget op omkring en ultra-slank organisation, hvor sekretariatet ikke laver stort andet end at mødes - og forhandle rabataftaler. De har igennem lang tid - jf. annoncerne i Ejendomsmægleren - forsøgt at udvide kæden og stoppe den gradvise nedgang, de har oplevet i de seneste år. Kæden står uden opbakning fra en finansiel partner, og har støt og roligt tabt mæglere og markedsandel.
Hvis de nu skal til at lave et RobinHus 2, bliver det formentlig efter samme opskrift. En meget lille fælles platform (bemærk at den frafaldne (lidt bitre ? blev han smidt ud ??) mægler i TV klagede sig over det store bidrag til RobinHus. Det fortæller mig, at de nok vil lave et koncept, der baserer sig meget på den enkeltes lokale indsats).
Et sådant kopi-koncept giver jeg personligt ikke mange chancer. De eksisterende Realmæglere vil næppe acceptere, at de nytilkomne benytter Realmæglernes navn til at konkurrere med dem selv på prisen. Og uden en stærk fælles markedsføring kommer de ingen vegne.
Hvad der har fristet de frafaldne mæglere i tilbuddet fra Realmæglerne, har jeg derfor lidt svært at es. Måske har de bare været pressede af markedet - og fristede af, at græsset så grønnere ud på den anden side af hegnet...
Kigger man på RobinHus efter dette frafald, så står de fortsat relativt stærkt i København og omegn. Her har de et antal mæglere, der har fået endog ganske pænt fat (se f.eks. Pernille Holmsted på Østerbro, der har over 100 ejendomme til salg !). Til gengæld har de fået et drag over nakken i Jylland og på Fyn. De frafaldne mæglere har interessant nok primært befundet sig i lidt mindre provinsbyer - og kun en enkelt i Århus (uden sager !) og en enkelt i Odense.
Det er selvfølgelig en mulighed, at RobinHus fremover kun fokuserer på hovedstaden, men personligt tror jeg på, at vi kommer til at se dem satse på de større byer. Pt. ligger både Odense, Århus og Ålborg åbne, og mon ikke de kan finde 3 gode mæglere, der er fristede af de store frie områder ?
I sidste ende handler det jo om, hvorvidt man kan tjene penge som Mægler i RobinHus. Her er det jo tankevækkende, at mæglerne i København har valgt at blive. Hvis man kan tjene penge i København, så kan man også gøre det i Århus og Odense.
Nåh, men det hele er jo gætværk. Personligt venter jeg mig ikke så meget af Realmæglernes initiativ, men venter mere spændt på, hvad det kommer til at betyde for RobinHus...
fredag, september 07, 2007
Se & Hør på boligjagt
Forsiden af bladet prydes af et billede af Andrea Elisabeth Rudolph (kendt fra Radio 100FM og TV2s Vild med Dans), og overskriften "I seng med Andrea". Denne fristende teaser henviser så til en artikel inde i bladet, der har fået den ikke mindre fængende overskrift "Andrea viser alt". Stor var skuffelsen derfor, da det viste sig at dreje sig om fotos af hendes lejlighed !mandag, marts 05, 2007
Ekstra Bladet om Prisnedslag
En analyse af prisnedsættelser på boliger annonceret på boligsiden.dk viser, at der er betydelige forskelle på, hvordan de forskellige kæder klarer sig. Nu dækker undersøgelsen kun postnumrene fra 1500 til 2500 (Københavns brokvarterer og Valby), så man skal nok være påpasselig med at forlænge konklusionerne til hele landet. Men mon ikke at der er mere end et gran af sandhed i, at der er meget stor forskel på de forskellige butikkers holdning til prissætning og løbende justering af prisen.
Jeg tror, vi alle i vores områder kender de mæglere, der altid starter ud med en meget høj vurdering i håbet om at få boligen i kommission, hvorefter de konsekvent bearbejder kunden for t få prisen sat ned. Jeg har netop været sammen med en håndfuld kollegaer, hvor hovedtemaet for snakken omkring kaffebordet var, hvordan man "overvinder" sådanne konkurrenter, når man er ude på vurderingen.
En stor del af de problemer, mæglerne i København og Århus er ude i idag skyldes en komplet ukritisk konkurrence om de højeste vurderinger. Mange mæglere skyder skylden på gridske boligejere, men lad os se i øjenene, at de ikke har fået ideen helt selv...
Når priserne så skal sættes ned, kommer der mange gode forklaring frem. Jeg faldt i dag over en af de bedre fra home i en artikel på epn.dk:
"Mange familier, ikke mindste de yngre med mange andre udgifter end bolig, hverken kan eller vil betale de priser for boligerne i hovedstadsområdet, som vi så i foråret 2006. Derfor har vi justeret priserne efter aftale med boligsælgerne, siger Niels H. Carstensen."
Ganske interessant - den kvikke journalist glemte dog at spørge hr. Carstensen om ikke home burde have regnet dette ud lidt før? Det er jo ikke købernes indtægter, der har ændret sig...
Selv om det er svært, så holder jeg stadig fast i mit nytårsfortsæt: Jeg bagtaler ikke konkurrenter overfor kunder (det nøjes jeg med at gøre her :-) - men det er ikke så nemt, når jeg hører de vurderinger, der er kommet ind fra konkurrenterne. Det er ikke så slemt i øjeblikket, men de kommer sgu' stadigvæk...
Undersøgelsens mest overraskende resultat var nok, at RobinHus kom ud på toppen. De havde det laveste prisnedslag over perioden (2,2% imod Danboligs 7,3%) - samtidig med at de udbød til den højeste kvadratmeterpris... En tanke kunne være, at køber og sælger i direkte dialog undgår det massive pres for prisnedslag, som enhver mægler møder fra de fleste købere i disse tider ? Hvis du/I har bedre forslag eller ideer til forklaring, så skriv endelig ...
En ting er sikkert: RobinHus har ihvertfald fået sig et argument på hånden, der ikke er helt nemt at stikke ...
onsdag, december 06, 2006
Signal om de nye sider ...
Det første er bladets hovedartikel om branchens opfattelse af den nye mæglerlov og bekendtgørelser. Her leverer DE's formand og cheføkonom et forsvar af DE's rolle i udformningen af de nye regler. De fremlægger sagen som et angreb fra politikernes side på vores branche som reaktion på pressens dækning af nogle enkeltstående sager (Sadolin Parken og selvindtræde sagerne). Det er jeg helt enig i, men da først sagen begyndte at rulle politisk, så havde vi brug for en reaktion fra branchen, der sikrede at reguleringen ikke tog overhånd.
Her viste det sig imidlertid, at DE kun i ringe grad kunne få politikerne i tale. Foreningen har simpelthen sat sin troværdighed over styr ved alt for længe at accepteret branchens brodne kar og forsvare branchen som helhed, hver gang pressen fandt enkeltsager frem.
Et af de primære formål med den nye lov var, at sikre øget konkurrence i markedet. Det opnås bl.a. ved at reducere de obligatoriske ydelser og lempe ejerskabsreglerne. Det forsøgte DE at modgå ved at råbe "Der er nok konkurrence i vores marked"... Man behøver vel ikke være ekspert i økonomi for at forstå, at der fra en forbrugers synspunkt ikke findes "for meget konkurrence". Mere er altid bedre. DE's hylen fremstod derfor utroværdig og blev ikke hørt. Derved fraskrev foreningen sig desværre samtidig reelt muligheden for at komme igennem med de mere praktiske detaljer, som nu generer os alle (standardfinansiering og oplysningsregler). Hvis man nu fra starten havde accepteret, at konkurrence udefra var uundgåelig, så havde vi måske fået lidt mere indflydese på den konkrete udmøntning af loven...
Nåh, det blev en lang smøre om politik - men det jeg egentlig synes var mest interessant ved artiklen er, at den må være et udtryk for af DE føler, at de skal forsvare deres håndtering af sagen... Hvis formålet reelt havde været at belyse konsekvensen af de nye regler, kunne man måske have inviteret nogle andre end branchens egne til at deltage i interviewet...
Den anden sjove ting i bladet fandt jeg faktisk allerede på indersiden af bladets forside. Plass Data har jo igennem den seneste tid jævnligt kørt annoncer for deres boligsystem, Domidont. Her har de benytte udtalelser og billeder fra tilfredse kunder - og denne måned er ingen undtagelse. Men mon ikke en del af branchen har fået margenkaffen galt i halsen, da de pludselig så RobinHus' logo sammen med billeder af kædens to stiftere - i DE's medlemsblad ? Overskriften i annoncen er "Høj kvalitet og lave omkostninger er fremtiden"...
For de af jer, der ikke læser bladet citerer jeg lige her fra annoncen.
"Plass Data arbejder på samme måde som os: De er lydhøre overfor kunderne og arbejder effektivt, så omkostningerne bliver lave. Hvis der opstår et problem, bliver det løst med det samme, så kunderne altid føler sig godt behandlet på vores hjemmeside."
Ganske interessant. Jeg husker stadig artiklen i samme blad, hvor daværende direktør i DE, Palle Ulstrup, lovede, at foreningen nu endegyldigt havde sat opkomlingen på plads (der var vist en ganske farverig tegning på forsiden af bladet).
Der er godt nok sket noget i løbet af de sidste 5 år eller så...
tirsdag, november 21, 2006
RobinHus kloner...
Plushandel med Boligportal og Søndagsavisen i ryggen har bevæget sig fra rene annoncer på nettet til et samarbejde med en håndfuld advokater i København og Århus. De ligner nu RobinHus anno 2001 - mon de kan gentage den innovative kædes præstation ? Indtil videre ser det ikke så imponerende ud - det stærkeste kort er indtil videre helsiderne i Søndagsavisen. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor længe den børsnoterede avis vil subsidiere sit halvparts-datterselskab på den måde...
Nu er BoligtilBolig.dk så også gået mæglerkæde-vejen. De har åbnet butik i Odense og endnu en på vej i Århus. De vil også være billige, men satser åbenbart på at tjene pengene hjem via ne strippet basisydelse med dyre tillægsydelser. Ifølge Aarhus.dk forventer de bl.a. at tjene penge på at sælge dyre foto-pakker til kunderne. I min bog lyder det ikke helt stuerent at skjule de reelle udgifter på den måde. Samme portal har jo også været i søgelyset med en uheldig sag, der har ført til en politi-anmeldelse fra Dansk Ejendomsmæglerforening for at overtræde Lov om omsætning af Fast Ejendom. I den sag havde indehaveren hjulpet en kunde med at sælge et hus for dyrt til en køber.
Boligtilbolig har heller ikke gjort sig særligt umage med at skjule, at de følger i RobinHus' fodspor. Således har de nu opfunder "BoligtilBolig.dk Mægleren" som en knap så mundret version af "RobinHus Mægleren". Deres annonce-ydelse på nettet har de gjort sig mindre indsats med. Den hedder simpelthen det samme - blot har de fjernet et mellemrum, så det hedder en "ProAnnonce" i stedet for RobinHus' "Pro Annonce". Prisen er dog den samme... Læs mere her
Tja, jeg er ikke så sikker på, at disse to portaler kommer til at klare mosten - men jeg er rimeligt sikker på, at BoligtilBolig kommer til kort først ... Hvad mener I ?
onsdag, oktober 25, 2006
Velkommen til Søndagsavisen
Jeg har kigget lidt på konceptet, og selv om det jo stadig er "early days" for konceptet, så tvivler jeg på, at de får særligt stort held med projektet. Her er deres forklaring af konceptet:
- Første trin er et møde med din boligadvokat. Ring til +plushandel på tlf. 70 20 66 69, så sørger vi for at arrangere et møde. På mødet får du klar besked om alle faser i en +plushandel, og du er velkommen til at stille alle de spørgsmål, du har lyst til. På mødet drøfter vi også den pris, som din bolig skal sælges til. Hvis du er interesseret i at gå videre, underskriver vi en aftale om +plushandel.
- Næste trin er en besigtigelse af din bolig sammen med boligadvokaten. Her aftales den endelige salgspris. Det er nødvendigt, at du og boligadvokaten når frem til en pris, der både er tilfredsstillende for dig - og som samtidig er en realistisk markedspris.
- Herefter udarbejder boligadvokaten komplet salgsopstilling og sørger for, at alle nødven-dige oplysninger er til stede. En professionel boligfotograf tager fotos af din bolig, tekst-forfattere udarbejder beskrivelse af boligen - og din bolig bliver gjort klar til annoncering. Du modtager en sælgermappe med de materialer, der skal bruges i salgsprocessen.
- Nu starter markedsføringen af din bolig, og salget går i gang. Du gør boligen klar og aftaler fremvisninger for interesserede købere.
- Når køberen er fundet, udarbejder advokaten købsaftale og sørger for alle dokumenter i forbindelse med afslutning af salget, kontrol af refusionsopgørelser, overførsel af købe-sum mv.
Det lyder for mig som selv-salg med den lille tilføjelse, at advokaten kommer ud og ser huset (men første efter aftalen er underskrevet - man skulle jo nødig ulejlige sig ud af kontoret uden betaling :-) ). Hvis der var et stort potentiale for den slags koncepter, så burde RobinHus være meget større i dag. Det var jo sådan deres koncept så ud i starten...
Det er jo ikke hver dag, at der lanceres helt nye koncepter på markedeet, så jeg har lavet lidt research. Der er primært dukket spørgsmål op - og knap så mange svar...
- I pressen har PlusHandel omtalt sig selv som en ejendomsmæglerkæde uden ejendomsmæglere. Hvis de fortsætter med det, går der nok ikke længe inden DE anmelder dem for at misbruge den beskyttede "ejendomsmægler" titel. Den rigtige betegnelse for konceptet er snarere en "ejendomsformidlerkæde".
- Hvordan ser klagemulighederne egentlig ud for PlusHandels kunder. En del af ydelsen leveres jo af en advokat - betyder det at det er Advokatnævnet man skal klage til ? Og hvordan forholder det sig med de ydelser, der leveres af PlusHandel hovedkontoret ? Er det Ankenævnet for ejendomsformidling ?
- Det fremgår ikke helt klart, hvem der afholder dokumentationsomkostningerne. Mon de er opmærksomme på, at "Solgt eller Gratis" betyder at de skal dækkes af formidleren, hvis ejendommen ikke bliver solgt ?
- Plushandel blev registreret som varemærke af en københavns ejendomsmægler i 1997. Gad vide om der er nogen forbindelse ?
(111) Reg. nr.: VR 00.202 1997 (151) Reg. dato: 17 jan 1997
(210) Ans. nr.: VA 06.905 1996 (220) Ans. dato: 19 dec 1996
PLUSHANDEL
(730) Indehaver: Ejendomsmæglerfirmaet Korsmann & Co. v/ Peter Bo
Bastian Pettersen, Katrinevej 3, 2900 Hellerup, Danmark
(740/750) Fuldmægtig: Chas. Hude A/S, H. C. Andersens Boulevard 33,
1553 København V
(511) Klasse 36: Ejendomsmæglervirksomhed.
Nåh, det må være nok for denne omgang. Interessant at se hvor hurtigt de får fundet de første 50 kunder til deres "slagtilbud på 10.000 kr."
Hvad er din mening om PlusHandel ? Jeg hører gerne fra læsere, der har kommentarer til ovenstående...
mandag, september 11, 2006
RobinHus igen, igen ...
Samtidig faldt jeg så over de samme to personers ansigter på forsiden af Børsens website ! Glade ansigter med et Til Salg skilt - og et budskab om en vækst i sagsindtaget på 50%. Så forstår man jo godt, at de efterhånden fylder lidt mere i dagligdagen...
søndag, september 10, 2006
RobinHus i vælten
Den seneste uge har opmærksomheden samlet sig om RobinHus. Først med en artikel i Ekstra Bladet, hvoraf det fremgår at ikke nok med at den nyeste ejendomsmæglerkæde er hurtigere til at sælge - de giver også færre prisnedslag end de øvrige kæder.
Artiklen er jo nu over en uge gammel, og nu vil skæbnen så at jeg først fik tid til at skrive igen i dag - hvor jeg kan sidde på arbejdet og læse dagens udgave af Søndagsavisen. Surprise - endnu en rosende artikel om RobinHus. Denne gang handler det mere om deres sælg-selv koncept. En kunde fortæller glad om, hvordan han sparer 40-60.000 kr. ved at brug RobinHus. Det er altså heftig kost i en avis, der udkommer i 2.5 mio. eksemplarer !
Det skal blive meget interessant at følge kæden fremover. Jeg har ikke mødt mange ejendomsmæglere, der var imponerede over RobinHus i starten, men med 25 mæglere er de ikke længere helt til at overse - og de søger aktivt nye mæglere, så noget tyder på at deres vækst vil fortsætte. Og indtil videre med go hjælp fra pressen. Vi får se... Har du en kommentar eller tip om dem, så hører jeg gerne fra dig ...