Google Search

Google
 
Viser opslag med etiketten Base1. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Base1. Vis alle opslag

søndag, august 26, 2007

Flere girokort fra DE ?

Jeg skrev for en uges tid siden lidt om de mindre kæders problemer. Nu lader det til, at DE også er ved at komme på banen i den sag. Det udtaler de (Thomas Thorp - hvem ellers ?) ihvertfald til epn.dk.

Her har journalisterne samlet op på de ringe regnskaber fra bl.a. Base1 og fusionen mellem Livingstones og RE/MAX. Konklusionen lyder - ikke overraskende "Nedtur i ejendomsmæglerbranchen". Business.dk har også samlet historien op under den lidt friskede (men måske mere rammende) overskrift "Surt show i 2006 for boligmæglere"

Artiklerne fokuserer naturligt nok på 2006, men overser (heldigvis) at det elendige marked fortsatte helt frem til april/maj ...

Ifølge Thomas Thorp har DE et øje på situationen:
"Vi holder øje med situationen bl.a. ved at indhente revisorerklæringer, hvis vi vurderer, at en mægler er i økonomiske vanskeligheder".

Noget kunne altså tyde på, at de dyrekøbte erfaringer fra Mühldorff har sat sig lidt spor. Det er jeg egentlig glad for at høre, for jeg synes da at 10-15 mio. tabte medlemskroner penge var en pæn sjat.

I en kommentar til et tidligere indlæg, gjorde en læser opmærksom på en forretning, hvor indehaveren var begyndt at trække afregningen til sælger af hensyn til forretningens likviditet. Den slags må og skal vi have stoppet i en fart - og jeg håber her, at DE's revisor-erklæringer er nok. For ellers kan vi nok belave os på flere girokort fra DE - og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg helst fri for yderligere girokort i denne tid...

Update: Fandt også historien hos Politiken, så nu er den snart hele vejen rundt.

fredag, august 10, 2007

De små kæders endeligt ?

Jeg har vist et par gange før skrevet om de små kæders overlevelseskraft på længere sigt. Nu faldt jeg så forleden over nogle tal, der bekræftede mine værste anelser.

Tallene stammede fra det seneste årsregnskab for Base1, der - udover en længere smøre i årsberetningen, der tydeligvis havde til formål at berolige tvivlende kreditorer - beskrev et tab på over 20 mio. kr. klassen - og en negativ egenkapital i millionklassen.

Alle er klare over, at 2006 ikke var et fantastisk år for vores branche. Men ovenstående resultat er jo intet mindre end katastrofalt. De har lukket en butik (i Brønshøj), og har efter sigende også tømt butikken på Frederiksberg - men om det er nok, kan kun tiden vise.

Markedet er godt nok ved at vende, men starten af 2007, har næppe været god ved Base1, så kædens nuværende stand må siges at være ganske usikker. Deres store held ligger formentlig i, at der endnu ikke er nogen journalister, der har opdaget alvoren. Kunderne vil jo flygte langt væk, hvis der er risiko for at deres sager (og tilgodehavender) pludselig havner i et konkursbo !

I sidste ende bliver det dog ikke kunderne, der kommer til at betale den kontakte pris i tilfælde af en konkurs. Det bliver (naturligvis) dig og mig. Dansk Ejendomsmæglerforening kunne nemlig for godt 1½ år siden glædesstrålende meddele, at Base1 nu var kommet ind under DE's vinger. Jeg håber, at de har indbetalt deres kontingent, for regningen fra garantifonden kunne godt ende med at løbe op i et noget kedeligt beløb - og efter at Henrik Mühldorffs eskapader for kollegaernes regning, så er der ikke mange penge tilbage på kistebunden. Og nu jeg ved ikke med dig, men jeg har ikke megen lyst til at ende 2007 med en ekstra regning til DE som konsekvens af, at andre ikke har kunnet finde ud af at drive deres forretning :-(

De eksisterende kunder har nu faktisk allerede betalt prisen for kædens problemer. I jagten på at få salæret hjem, var Base1 den tvivlsomme vinder i en undersøgelse foretaget af Pris4Bolig.dk af, hvor store afslag de forskellige mæglerkæder måtte give for at få boligerne solgt. Base1 lå klart nummer 1 med et gennemsnitligt nedslag på over 6% - i en undersøgelse, der i øvrigt interessant nok viste at RobinHus og Realmæglerne gav de mindste nedslag ...

Uanset om Base1 overlever den momentane krise, så taler tallene deres tydelige sprog. De små, lokale kæder har det rigtigt svært - og jeg er ærligt talt noget i tvivl om, hvorvidt de er i stand til at stå distancen. Kæder som Mette Lykken og Place2Live kan heller ikke have det nemt. Spørgsmålet er nok primært, hvor dybe lomemr ejerne har - og om de har viljen til at tømme disse lommer i krisetider som disse...

fredag, september 22, 2006

Base1 og Mühldorff

Endnu en dag med masser af artikler om vores branche.

Berlingske Business skriver at lønnen halveres - det kommer nok næppe som nogen stor overraskelse for læserne af disse linier - men mere interessant er artiklens kommentarer fra Lars Andersen fra Base1. Han mener at der fremover bliver færre mæglere per butik - og kombineret med at sagsbehandlerne også er på vej ud af butikkerne, så bliver der efterhånden ret tomt på hovedstrøget. Dagens gode spørgsmål er derfor: skal vi have færre butikekr fremover ? Jeg har da allerede kendskab til butikker, der står helt tomme i dag. Kender du til sådanne tilfælde, så send mig gerne en mail.

Artiklen kommer som opfølger på gårsdagens pessimistiske ord om ejendomsmæglere i København. Her klagede Daniel Engel Carlsson fra Henrik Mühldorff sin nød. Han fortæller at de sidste år brugte mange penge på markedsføring og på en ny fin butik i Jægersborg. Nu klager han så over, at kunderne har svært ved at forstå, at det er dyrt at sælge hos dem. Ja underligt ikke - tænk at de ikke har lyst til at betale for Mühldorffs ekspansionsplaner... (Han skal nok bare være glad for, at journalisten ikke lugtede blod). I forvejen er den lille københavnske kæde noget presset efter underskud og negativ egenkapital ved udgangen af 2005... Tja, jeg må indrømme at mine egne erfaringer med kæden ikke er for positive, og at jeg ikke er ene om den oplevelse. Måske deres nuværende problemer kan få dem på ret kurs igen ? Kæden mener dog ikke, at kunderne behøver være bekymrede:

"Det ene er jo et spørgsmål om vores bogholderiafdeling og revisorer. Hvordan vi agerer som ejendomsmæglere, er en helt anden snak."
Meget overbevisende.