fredag, november 09, 2007
Hvad skete der dér ?
Umiddelbart var jeg ret overrasket, at RobinHus jo har været inde i en ret positiv udvikling - særligt i hovedstadsområdet. Det samme kan ikke ligefrem siges om Realmæglerne ! Derfor virker det umiddelbart som et lidt absurd skifte...
Nu har jeg så kigget lidt mere på historien, og det viser sig udelukkende at dreje sig om mæglere i provinsen, hvoraf en vis del ikke har haft nogen særlig aktivitet. En af mine kollegaer i Jylland, der kender lidt til et par af de pågældende mæglere, fortæller at der er tale om en særdeles blandet flok.
Den overraskende melding rejser to store spørgsmål:
1) Kommer der en reel trussel i markedet fra Realmæglernes og
2) Hvad sker der fremover med RobinHus
Begge spørgsmål er svære at svare på, men jeg vover gerne et gæt :-)
Med hensyn til Realmæglerne så er de jo bygget op omkring en ultra-slank organisation, hvor sekretariatet ikke laver stort andet end at mødes - og forhandle rabataftaler. De har igennem lang tid - jf. annoncerne i Ejendomsmægleren - forsøgt at udvide kæden og stoppe den gradvise nedgang, de har oplevet i de seneste år. Kæden står uden opbakning fra en finansiel partner, og har støt og roligt tabt mæglere og markedsandel.
Hvis de nu skal til at lave et RobinHus 2, bliver det formentlig efter samme opskrift. En meget lille fælles platform (bemærk at den frafaldne (lidt bitre ? blev han smidt ud ??) mægler i TV klagede sig over det store bidrag til RobinHus. Det fortæller mig, at de nok vil lave et koncept, der baserer sig meget på den enkeltes lokale indsats).
Et sådant kopi-koncept giver jeg personligt ikke mange chancer. De eksisterende Realmæglere vil næppe acceptere, at de nytilkomne benytter Realmæglernes navn til at konkurrere med dem selv på prisen. Og uden en stærk fælles markedsføring kommer de ingen vegne.
Hvad der har fristet de frafaldne mæglere i tilbuddet fra Realmæglerne, har jeg derfor lidt svært at es. Måske har de bare været pressede af markedet - og fristede af, at græsset så grønnere ud på den anden side af hegnet...
Kigger man på RobinHus efter dette frafald, så står de fortsat relativt stærkt i København og omegn. Her har de et antal mæglere, der har fået endog ganske pænt fat (se f.eks. Pernille Holmsted på Østerbro, der har over 100 ejendomme til salg !). Til gengæld har de fået et drag over nakken i Jylland og på Fyn. De frafaldne mæglere har interessant nok primært befundet sig i lidt mindre provinsbyer - og kun en enkelt i Århus (uden sager !) og en enkelt i Odense.
Det er selvfølgelig en mulighed, at RobinHus fremover kun fokuserer på hovedstaden, men personligt tror jeg på, at vi kommer til at se dem satse på de større byer. Pt. ligger både Odense, Århus og Ålborg åbne, og mon ikke de kan finde 3 gode mæglere, der er fristede af de store frie områder ?
I sidste ende handler det jo om, hvorvidt man kan tjene penge som Mægler i RobinHus. Her er det jo tankevækkende, at mæglerne i København har valgt at blive. Hvis man kan tjene penge i København, så kan man også gøre det i Århus og Odense.
Nåh, men det hele er jo gætværk. Personligt venter jeg mig ikke så meget af Realmæglernes initiativ, men venter mere spændt på, hvad det kommer til at betyde for RobinHus...
tirsdag, august 22, 2006
Danbolig: Strukturtilpasning på vej
Perfekt måde at starte sin arbejdsuge på !
Når jeg taler med kolleger, ser billedet ret forskelligt ud i hele landet. Alle klager over at der ikke sælges nok. Den geografiske forskel består primært i, at mens man ude på Sjælland f.eks. klager sig - så græder man i København !
Euforien over igen at have hylderne fulde har på rekordtid udviklet sig til et kapløb om at få udbudspriserne ned inden aftalerne løber ud. Særligt surt på de sager, hvor vi i begyndelsen af året tilbød støre rabatter på salæret.
Jeg er ikke i tvivl om, at Hans-Erik Petersens forudsigelse er rigtig, men den skyldes langt fra den nuværende markedssituation. Jeg vil springe den lange analyse over, men det korte af det lange er, at der er skred i markedet. Hvor de seneste år har presset de uafhængige mæglere, så er der et par af de større kæder, der kommer til at mærke smerten fremover.
Realmæglerne føler allerede smerten, og EDC får nok også snart brug for en handlingsplan i forsvaret imod Danske Bank og Nordea... Det er nok ikke helt tilfældigt, at det er en Danbolig direktør, der forudser færre mæglere. Mon ikke han mener, at de er de andre kæder, der skal være lidt færre mæglere ?
Internettets fremmarch spiller også en rolle. home spiller flot på det i TV2 og Danbolig har netop fået ny hjemmeside (den tror jeg fortjener en post for sig selv ved lejlighed...). Foreløbig handler det hele dog stadig om fremvisning af boliger. Boligsiden blev forældet for 3 år siden, men lever i bedste velgående. Den front vil nok også udvikle sig en del fremover (her hjælper RobinHus også en del til...)
Indtil videre har jeg stadig et job, men det kunne altså godt se ud til, at der bliver færre om den fælles morgenmad på kontoret fremover :-(
mandag, august 14, 2006
Godt gået DE !
Sagens øvrige hovedpersoner slipper lidt billigere i afgørelsen:
- Svend Vestergaard Pedersen,
Han er medejer af Realbolig Tyrkiet sammen med Helene Ceylan, der ligeledes optrådte uheldigt i artiklen. Samejerskabet skal ophæves og Helene Ceylan kommer til at lede efter et nyt job. Idet han ikke har tegnet forsikring, får han yderligere forbud imod at handle boliger i udlandet. I en lidt søgt yderligere sanktion skal han forklare, hvordan man kan drive ejendomsformidling fra to adresser (Danmark og Tyrkiet), når der kun er en mægler. (I skrivende stund figurerer hans ansigtfortsat på forsiden af Realbolig Tyrkiets website - www.realbolig.dk peger direkte på Realmæglernes website) - Else Boysen,
Realmæglerne i Taastrup. Hun er medejer af Realbolig Tyrkiet sammen med Helene Ceylan. Else Boysen har klogeligt sprunget fra samarbejdet, og slipper derfor for yderligere påtale. Dog forbeholder DE sig ret til at vende tilbage vedr. Realbolig Tyrkiets overtrædelser af DEs udlandsnormer. - EDC Gosvig & Slangerup
Mogens Gosvig og Lars Slangerup har samarbejdet med EDC Tyrkiet Riviera Ltd (tyrkisk selskab), hvor en Helge Hansen udtaler sig tilsvarende uheldigt i Ekstra Bladet. De to EDC mæglere har opsagt samarbejdet, og slipper derfor også for påtale. Interessant nok figurerer EDC kædens logo fortsat prominent på selskabets website. - Nybolig (Peter Norvig)
Nybolig har samarbejdet med Eurobolig, hvor Carolina Andersen (der formentlig nu leder efter nyt job). Dette samarbejde er nu opsagt, og derfor slipper også Nybolig for sanktioner.
Som Shu-bi-dua sang: "Moralen er ty'lig - men styg og modby'lig". Hvis man indgår samarbejde med nogle useriøse og umoralske samarbejdspartnere, skal man blot være klar til at kappe alle forbindelser til de pågældende.
Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, i hvilket omfang de pågældende mæglere har undersøgt deres samarbejdspartnere. Men skal vi ikke sige, at det forarbejde kunne have været bedre. Jeg kender til rigtig mange mæglere, der er blevet bombarderet med breve og e-mails fra diverse agenter i udlandet (flest fra Tyrkiet i mit tilfælde), der lover guld og grønne skove - og en seriøs kundebehandling. Noget kunne tyde på at indholdet i disse henvendelser er blevet taget lidt for alvorligt.
Tag ikke fejl - jeg er godt klar over, at det er svært for en dansk mægler at sælge boliger i udlandet - og strengt taget har DE's nye regelsæt ikke hjulpet meget på situationen. For hvad pokker gør man, når alle systematisk snyder i skat i Spanien/Bulgarien/Tyrkiet ? Holder vi os på dydens smalle sti og tvinger kunderne til at registrere fuld skøde-værdi, så lægger vi gift ud for deres senere salg, hvor den ny ekøber vil være interesseret i en lavere skøde-værdi. Dermed straffes de danske købere dobbelt: de betaler fuld afgift på skødet og får en lavere pris, når de skal sælge... Lidt surt - og så er det måske sjovere at købe af en udenlandsk mægler.
Det minder en lille smule om, når USA opfatter deres lovgivning som gældende i hele verden. Så ser vi stort på, hvordan loven (og samfundet) fungerer i andre lande...
Jeg har ikke svar på rede hånd, men vi er nu engang tvunget til at respektere loven herhjemme. Derfor respekt til DE, der kæmper en ulige kamp for at sikre vores omdømme. Men kunne de ikke samtidig prøve at finde en model, hvor vi rent faktisk kan konkurrere på lige fod med vores udenlandske kolleger. Velkommen til globaliseringen på mægler-markedet !
Bilag: Word udgave af DE's afgørelse