Google Search

Google
 

mandag, november 26, 2007

RobinHus og de nye kopier

Et antal mæglere har jo som tidligere beskrevet besluttet sig for at danne en ny kæde i regi af Realmæglerne. Det er jo ikke hver dag, der starter en ny kæde, så jeg har sat mig for at undersøge sagen lidt nærmere... Jeg har bl.a. været i kontakt med en af mæglere fra den nye kæde og kan således her løfte lidt af sløret for den nye kædes planer - og for min personlige vurdering af initiativets bæredygtighed.

Den nye kæde bliver ikke en del af Realmæglerne, men en "sideløbende" kæde med eget navn: "BoligOne" (?!?). Planerne går i retning af, at skabe en kæde, hvor den enkelte mægler i vid udstrækning kører sit eget løb. Der bliver et fælles markedsføringsudvalg, men budgettet bliver næppe stort.

Størsteparten (men vist ikke alle) af de frafaldne mæglere slutter sig til den, så der bliver i udgangspunktet omkring et dusin mæglere - udelukkende i provinsen (den eneste i Hovedstadsregionen er en lille butik i Frederikssund). Der er dog en enkelt mægler i henholdsvis Århus og Odense, men begge disse mæglere har stort set ingen sager.

Den nye kæde er ganske åbne omkring, at de laver en ren kopi af RobinHus - men modsat originalen får de ikke noget stærkt hovedkontor med ansatte, der håndterer IT, markedsføring og konceptudvikling. Det lægges i hænderne på mæglerne selv. Adspurgt hvorfor man som mægler skulle vælge den nye kæde slår de meget på, at man selv bestemmer, hvor meget man arbejder. Ambitionsmæssigt ligger de også under RobinHus, idet de forventer at hver mægler skal kunne håndtere 30 salg om året. Min fornemmelse er således, at kæden godt kunne tiltrække deltids-mæglere.

Og her begynder jeg at blive lidt bekymret for den nye kæde. Det virker på mig som om, de har besluttet sig for at skære alle omkostninger og samtidig ikke er så krænse med, hvilke mæglere de tiltrækker. De er ikke noget godt udgangspunkt for en ny kæde.

RobinHus har fået god vind i sejlene på en kombination af et lavt salær - og en relativt markant indsats på internettet. Konceptet og salæret kan man kopiere, men jeg ser ikke den nye mæde med nogen særlig profil på internettet. Det er der simpelthen ikke ressourcer til. Samtidig får de overordentligt svært ved at markedsføre den nye kæde med nogen grad af gennemslagskraft, da de er spredt over et meget stort område (der er bl.a. mæglere i Haderslev, Holstebro, Næstved og Frederikssund).

Men i sidste ende er de dog kvaliteten af de deltagende mæglere, der kommer til at afgøre kædens succes. Jeg har lavet en hurtig (ja, det tog godt nok lidt tid, men alt er jo relativt) optælling af de pågældende mægleres aktivitet pt. Resultatet ser du nedenfor:

BoligOne mæglere: 22 sager til salg i gennemsnit (Dårligst: 8. Bedst: 50)
RobinHus Mæglere: 50 sager til salg i gennemsnit (Dårligst: 20. Bedst: 122!)

Med de tal forstår man jo godt, at de utilfredse mæglere har kigget sig om efter grønnere græsgange. Den bedste af de frafaldne mæglere når lige akkurat op på gennemsnittet af RobinHus' mæglere.

Helt overordnet kan der vel være to forklaringer på, hvorfor mæglerne i provinsen har klaret sig dårligere. Den ene er at der er tale om dårligere mæglere - den anden er, at konceptet egner sig dårligt til provinsen. Begge konklusioner er vel lige giftige for den nye kæde... Alternativt kan man selvfølgelig tro på, at problemet skal markedsføres væk - men det er en lidt dyr konklusion :-)

Herudover har jeg kun ringe tiltro til, at den nye kæde formår at opbygge et succesfuldt varemærke helt fra bunden - uden anden opbakning end en forkølet marketingmand fra Realmæglernes hovedkontor, der formentlig har andet på sin agenda :-)

De fleste har nok på nuværende tidspunkt gættet min konklusion: Jeg venter lige lidt med at skrive min opsigelse for at slutte mig til den nye kæde - og mit gæt er, at indtil den nye kæde har bevist sit værd, vil de fleste nok gøre som mig.


Nu er hverdagen jo fyldt op med mere og andet end denne blog, så jeg har ikke nået hele vejen rundt om den nye kæde endnu. F.eks. glæder jeg mig meget til at høre, hvordan de nuværende Realmæglere ser på, at deres penge bruges på at markedsføre et koncept, der konkurrerer med dem selv direkte på salæret. Disse mæglere får ovenikøbet en aktie i Realmæglerne Holding, så de får samtidig andel i den værdi, der ligger i kædens navn og lange eksistens.

Jeg vil selv spørge mig lidt for - og jeg hører meget gerne fra realmæglere med en holdning til deres nye "kollegaer" på boligblog@hotmail.com (eller som kommentar nedenfor - det giver dogaf og til lidt teknisk knas, så skriv gerne også...)

18 kommentarer:

Anonym sagde ...

RobinHus light.

Den levner jeg heller ikke mange chancer. Og da slet ikke når de nu er nummer sidste i den lange række af forsøg. De kommer ikke rigtig med noget nyt, og jeg tror da også kun at SøndagsAvisen holder Plushandel oppe. Der er i hvert fald ikke stor udskiftning i deres sager.

Anonym sagde ...

Når man læser artiklen "RobinHus og de nye kopier" må jeg jo bare konstatere at, forfatteren får rigtigt meget ud af forhold som han eller hun ikke ved noget som helst om". En lang række af oplysningerne er helt forkerte(eller bevidst usandheder). Tilsyneladende har RealMæglerne en tiltrækningskraft, da en stor del af SAFE mæglerne flyttede over til RealMæglerne i foråret, og nu mere end halvdelen af Robinhusmæglerne. RealMæglerne er jo den eneste landsdækkende kæde der er uafhængige af finanskæder og dermed det eneste alternativ, hvis kunderne alene ønsker at købe eller sælge bolig og ikke vil påføres alle mulige biprodukter som ejendomsmægleren skal sælge for at være en del af "storfamilien".

Ejendomsmaileren sagde ...

Med hensyn til sandfærdigheden af de oplysninger, som jeg bygger mit indlæg på, så lægger jeg ikke skjul på, at hovedparten stammer fra min dialog med en af mæglerne fra den nye kæde. Optællingerne af sager kan foretages af enhver på nettet. Vurderingen af den nye kædes bæredygtighed står derimod helt for min egen regning.

Du skriver om en lang række helt forkerte oplysninger. Kunne du være lidt mere specifik ? Eller dækker det primært over, at du er uenig i min (subjektive) holdning.

At en del af den selvdestruerede SAFE-kæde har forladt samarbejdet med EDC, efter at de fandt ud af, at samarbejdet med BRF og Poul-Erik ikke var helt så rosenrødt, som det så ud, da de indgik aftalen, giver mig desværre ikke mere tillid til Realmæglernes nye koncept.

Din lidt hellige afslutning om de uafhængige realmæglere synes jeg også runger lidt hult i betragtning af, at kæden på sit eget website praler med samarbejder med 25 primært finansielle virksomheder - herunder RealFinansiering A/S, der ejes direkte af kæden...

I sidste ende bliver det kunderne frie valg - i kombination med mæglernes dygtighed - der afgør kædernes fremtid eller mangel på samme.

Anonym sagde ...

I min verden er der forskel på den enkelte mæglers frie valg af samarbejdspartner(uafhængighed) og påtvungen samarbejde(ejerskab), men her er vi måske også uenige ("i de blindes rige hersker jo den enøjede").
Om bæredygtighed er jeg glad for at du præcisere det er din egen subjektive holdning, da jeg har svært ved at se det værdiskabende i dit indlæg omkring bæredygtighed af andre kæders beslutninger og handlinger på et så overfladisk grundlag som dit.
Skulle der måske være en "snært" af skadefro/misundelse eller noget helt andet der ligger til grund for det "objektive" analysearbejde du som forfatter præsterer.

Ejendomsmaileren sagde ...

Jeg har på intet tidspunkt prætenderet at være objektiv. Dette er min personlige blog, og jeg skriver om verden som jeg ser den.

Jeg vil dog sige, at jeg forsøger at se bort fra mine personlige interesser som mægler. Jeg kritiserer således gerne min egen kæde (selv om man ikke kan se de, da jeg jo er anonym hehe).

Med hensyn til den nærmere definition af uafhængig, så holder jeg mig til lovens definition. Hvis du modtager provisioner for henvisning af kunder til en bank, så er du ikke uafhængig. Om de så ejer dig eller ikke betyder vel blot en gradbøjning af afhængigheden.

Jeg bemærker, at der endnu ikke er indkommet korrektioner på den påståede "lange række" af fejl...

Anonym sagde ...

Jeg må medgive, at jeg heller ikke levner BoligOne mange chancer. Har Danmark virkelig brug for flere ejendomsmæglere? Gør-det-selv salg er nok kommet for at blive men er markedet ikke dækket? Plushandel har vel knapt kunne løfte sig fra jorden? Hvor er det lige BoligOne kan gøre en forskel?

På den anden side. I et marked der er voldsomt afkølet og ikke vil rejse sig de kommende år, tror jeg vi vil se drastiske nedskæringer hos de "traditionelle". Jeg kan ikke forestille mig, at alle har råd til at holde live i dyre butikker, fastansat personale, markedsføring og høj cigarføring. Det hænger ikke sammen. I det marked er det måske ikke så dumt at have en low-budget model. Måske er det primært en redningskrans primært RealMæglernes egne kan hoppe ned i. Så ser det ikke så grimt ud når de "lukker".

Hvor længe de enkelte kædemæglere kan holde den gående, afhænger vist kun af egenkapitalen og modet til at være den første der tager bestik af situationen med den risiko det indebærer for at sende "krise signaler" når man lukker butik 3 og 4. De får vel næppe lov af moderselskabet?!

Hvad med Mühldorff drengene? De overtog et fallitbo, i et fallitmarked. Det er sgu friskt gjort!

Ejendomsmaileren sagde ...

Det kan måske nok være, at enkelte Realmæglere benytter sig af BoligOne som vej ud af en dårlig forretning. Hvis det var mig, ville jeg dog nok lige vente og se, hvordan markedet tager imod kæden.

Plushandel har bestemt ikke imponeret - og nu er deres ejer (Søndagsavisen) rendt ind i økonomiske problemer, så de skal nok ikke vente stor opbakning derfra.

"Drengene" der har købt Mühldorff må bestemt betegnes som friske. Mon ikke de har haft lejlighed til at filosofere over det køb. Det er ikke min fornemmelse, at de har præsteret prangende resultater (selv for det nuværende marked)

Anonym sagde ...

God jul...og skal vi ikke mere end nogensinde ønske hinanden et GODT NYTÅR

Ejendomsmaileren sagde ...

En glædelig jul fortjener vi alle synes jeg, og der er ingen tvivl om, at vi alle ser frem til et godt (eller som minimum bedre !) nytår 2008 !!!

Anonym sagde ...

"Ejendomsmæglerkæde politianmeldt"
http://epn.dk/finans/realkredit_bolig/article1221744.ece

Når man begynder at politianmelde hinanden p.g.a. almindelig markedsaktivitet, så har man vist afsløret for enhver, at man ikke ejer almindelig realitetssans..

Anonym sagde ...

BoligOne sender jo ikke ligefrem et signal om, at de har travlt med ejendomshandel når de kan bruge tid på den slags fnider. Det er jo brødnid af værste skuffe og skaber ingen respekt!

Kom nu BoligOne...I har villet skabe jeres eget, så bevis I kan gøre det gennem resultater fremfor platte anmeldelser.

(Jeg er ikke Robinhus mægler!)

Anonym sagde ...

Man må sige at man er en smugle naiv hvis man regner med at en artikel i jyllandsposten giver fuld indsigt i hvad der foregår mellem BoligOne og RobinHus. Tag Jer sammen og brug dog Jeres egen tid på noget mere kreativt end at sidde og brokke Jer her - der er vist ikke rigtig gang i biksen hva..... hvorfor mon?!

Ejendomsmaileren sagde ...

Så tillader man sig at holde lidt fri i december, og straks så vælter hele branchen !

Med januar-udsalg hos home og åbent slagsmål imellem RobinHus og det nye BoligOne, skulle der vist være indhold nok til et nyt blogindlæg :-)

Keep the comments coming, så forsøger jeg at samle lidt op, når jeg får et øjeblik for alle de bunker, der har hobet sig op på skrivebordet. Man har da lov at håbe, at der ligger et par købsaftaler og gemmer sig...

Anonym sagde ...

Ja, HOME's januar udsalg er da bestemt et indlæg værd.

Første gang jeg hørte om det tænkte jeg faktisk at det lød som en rigtig god ide. Finde de kunder der var villige til at sænke udbudsprisen til markedsprisen og så trække kunder i butikken på den måde.

Nu har jeg lige samplet de villaer der er i Vejle på HOME's hjemmeside og det ser da ud til at være reele prisnedsættelser der er lavet der, når jeg holder op mod hvad der er registeret på boliga.dk - bevares jeg er ikke istand til at vurdere hvad der er markedsprisen i Vejle, men jeg opholder mig pt der for en kort periode, så derfor det område.

Jeg kunne dog se på www.obligationskurser.dk at der er nogen der har fundet nogle eksempler på at det er 'gamle' prisnedsættelser der er blevet brugt.

fx. http://home.dk/sag/144-6998 og sammenlign med: http://www.boliga.dk/map.aspx?id=17577

Men det ligger jo også i Roskilde, og hvis jeg nu skal være lidt fordomsfuld, så er det vil ikke første gang at personer øst for storebælt har været lige lovlig kreative med sådan noget markedsføring ;-)

Men der skal ikke alt for mange af den slags 'gamle' nedsættelser til før nogle formiddagsaviser kan skrue en dårlig historie sammen om et, synes jeg, ellers okay markedsføringstricks - mindes nogle supermarkedskæder der fik ørerne i maskinen for noget lignende tidligere ...

P.s. Skal I øvrigt undskylde til alle dem som min 'øst for storebælt' kommentarer har fornærmet - det er ment i al venskabelighed :-)

Anonym sagde ...

"Man må sige at man er en smugle naiv hvis man regner med at en artikel i jyllandsposten ..."

Hvem der har ret eller uret er for så vidt ligegyldigt og dermed også om avisen giver et fyldestgørende indblik. Det afgørende er, at man ikke skal havne i avisen med en historie om, at man politianmelder en virksomhed som man indtil for nyligt, selv har repræsenteret. Slet ikke når striden ikke handler om åbenlyse, kriminelle forhold overfor forbrugerne. Hvis de åbenlyst snyder og bedrager kunderne, ville en offentlig advarsel naturligvis være på sin plads. Men det her, burde slet ikke være kommet så vidt. Det er jo ikke en bagtel at blive politianmeldt!

Tjahhh - nogen drikker kaffe og ryger smøger i deres pauser. Jeg syntes nu det er ganske givende, at vi har et forum blandt mæglere og andre interesserede, hvor vi kan drøfte branchen. Åben dialog viser sig altid at være det bedste til at fremme forandringer.


Hvis det går så "super" fint for dig, kunne det jo være du havde nogle guldkorn til os andre? Lad os endelig dem høre!

Anonym sagde ...

hva ejendomsmailer er din side helt død...

Jeg synes det var interessant hvad du skrev og kunne godt tænke mig mere...

Anonym sagde ...

Tænker lidt det samme...men et dødt boligmarked, må jo resulterer i døde "ejendomsmailerer"

Anonym sagde ...

Man skulle da tro der var god tid til lidt blogging - når der nu alligevel ikke er nogen som vil købe.

På den anden side er der sikkert mange af de der seksmåneders forlængelser/overtagelser fra andre mailere og de kan sikkert nok også trække tænder ud