Google Search

Google
 

torsdag, oktober 18, 2007

Status på "Boligmarkedet"

Overskriften er måske lidt misvisende, for jeg orker ikke at skrive mere om boligpriser og deprimerede mæglere. Derimod synes jeg det kunne være interessant at gøre status for Brancherådets nye boligavis - "Boligmarkedet", der jo som bekendt udgives i hovedstadsregionen i samarbejde med Nyhedsavisen.

Det er nu snart to måneder siden, at avisen blev lanceret, og ser man på projektet udefra, virker det som en succes. Avisen bugner med annoncer - sidste udgave mener jeg rummede ca. 8.000 boliger - og den distribueres fra et pænt antal standere foran regionens ejendomsmægler-butikker. Derved har man undgået de betydelige distributionsmæssige udfordringer, som Nyhedsavisen har måttet døje med i det forløbne år.

Efter min opfattelse er det endnu lidt for tidligt at fælde endelig dom over projektet, men jeg vil gerne dele mine egen personlige opfattelse af de foreløbige resultater.

Fra den positive vinkel må det siges, at der er et ganske stort antal boliger i avisen. De fleste boligsøgende vil således formentlig kunne finde noget interessant i hver udgave. Bladrer man som mægler igennem avisen opdager man imidlertid hurtigt, at vi er et pænt stykke fra en komplet dækning af markedet. Sammenligner man det antal sider, som kæderne har tegnet sig for med deres markedsandele, bliver det tydelige, at ikke alle bakker lidt kraftigt op om projektet. Den seneste udgave jeg bladrede igennem havde således eksempelvis færre end 10 sider fra home ... Danbolig havde til sammenligning næsten 30.

Det store antal boliger i aviserne er dog samtidig med til at understrege avis-mediets problemer som rubrik-marked. I mange år sad Berlingske Tidende tungt på markedet i København. Deres boligsektion var designet med læseren for øje med en detaljeret opdeling efter boligtyper og områder. Avisen håndhævede denne opdeling nøje, og ve den der forsøgte at indrykke en ejendom i den forkerte sektion !

I takt med kædernes fremmarch øgedes presset imidlertid på avisen, der først måtte udvide de geografiske sektioner og til sidst indføre helsider forrest i boligsektionen, hvor kæderne kunne samle deres boligannoncer uden hensyn til den geografiske inddeling. I den periode er mediet gradvist blevet sværere og sværere at benytte som læser. Til gengæld fungerer det langt bedre som profileringsmedie for mæglerne.

Den nye boligavis er endnu værre end Berlingske Boligen. Den benytter nemlig samme princip som EjendomsAvisen, hvor læseren skal læse avisen igennem fra ende til anden, hvis han/hun vil være sikker på at finde alle relevante boliger. Orker man det ?

Efter min opfattelse placerer den nye avis sig midt imellem to stole. Enten skal man lave en fysisk avis, der har alle boliger med (basalt set et udprint af Boligsiden, der er let tiltængeligt for alle) - eller også skal man lave en mere håndterbar avis med færre boliger, der til gengæld præsenteres i en form, der inspirerer læseren.


Jeg har ikke personligt hørt om nogen markant køber-effekt af annoncering i avisen. Jeg er derfor meget interesseret i at høre, hvad andre i branchen måtte mene om avisen. Virker den - eller virker den ikke ? Trækker den som minimum kunder ind i butikken, eller tager de den bare i vindfanget ? Kommer vi ud til nye mennesker - eller er det de samme mennesker, der kommer forbi butikken i forvejen ?


I sin nuværende form er avisen tydeligvis primært designet som et missil målrettet imod de kommende prisforhandlinger med regionens aviser. Men hvis vi skal kunne forsvare at investere en pæn del af vores markesføringskroner i den fælles avis, så skal den altså også kunne fungere i sin primære form som annonceringsmedie for mæglere og deres boliger...

Hvad siger du ? Læg en kommentar - eller send en mail på boligblog@hotmail.com - både hvis du er mægler og har prøvet at annoncere i avisen - men også gerne, hvis du er boligsøgende og har læst i den ...

8 kommentarer:

Anonym sagde ...

På foranledning af din blog samlede jeg forleden et eksemplar af 'boligmarkedet' for lejligheder op inden jeg skulle ud på en længere tur med S-toget. Nu er jeg ikke mægler så mit indtryk er vel nærmest et slags 'kunde' feedback.

Hvis jeg nu tager det positive først, så synes jeg det er rart at avisen er sektionsopdelt, så man kan smide de områder fra som jeg ikke er interesseret i. Så bliver avisen også mindre og mere håndterbar.

Det negative er at det tog noget tid at bladre sig igennem avisen for at få et overblik, og jeg begyndte hurtigt at savne noget som fx adgang til plantegening, 360graders visning og hvad man ellers finder på mæglernes hjemmesider. Jeg kunne fx på samme side kunne finde en et værelses på ca 35m^2 og så en 4 værelses på 135m^2, spredningen på boligtype var simpelthen for stor i forhold til at jeg selv skulle sortere i annoncerne.

Bevares, jeg er nok et sandt 'barn' af internet generationen og måske ikke verdens mest flittige bruger af medier på 'dødt træ' :-) , så hvis jeg skulle søge bolig, så vil jeg finde boliga.dk hvor jeg kan søge mere specifik på en bolig i min størrelse (både m^2 og pris) og iøvrigt have direkte adgang til mæglernes hjemmesider med billeder, plantegninger osv ...

Jeg endte ret hurtigt med at læse nogle af de boligartiker der også er i bladet, men hvis det var den slags jeg var intersseret i kunne jeg ligeså godt købe Bo Bedre eller et andet boligblad.

Hvis I kan bruge 'boligmarkedet' til at presse de gamle aviser på prisen, så fint med mig. Men som aktivt medie til at sælge boliger: glem det!
Jeg gider hvertfald ikke samle en op igen, så hellere bruge en ½ time ekstra på internettet ;)

Ejendomsmaileren sagde ...

Hej "Ingeniør"

Tak for dit research-arbejde. Dine kommentarer bekræfter desværre min formodning om mediets evne til at sælge boliger.

Jeg tror der skal tænkes meget kreativt omkring, hvordan avisen skal/kan bruges som medie til at sælge boliger. For man kan nu engang ikke de samme ting i avisen, som man kan på nettet.

Man må i stedet arbejde med avisens styrkeer (distribution, overblik mv.)

Anonym sagde ...

Jeg er i gang med salg af lejlighed og ville helst vælge trykte medier fra, men det kan man ikke hos min mægler. Tænkte ok til at donere lidt til deres kædeprofilering og regnede absolut med ingen respons hevet ind derfra. Jeg bruger selv udelukkende nettet til boligsøgning, det samme gælder folk i min omgangskreds.

Men jeg tog fejl.... de gange hvor min lejlighed har været i henholdsvis lokalavis, Berlingske og sidste forsøg Boligmarkedet har min mægler fået et markant antal henvendelser herfra, som har ført til fremvisninger (men dog endnu ikke salg). Jeg er vildt forundret og deler ellers "Ingeniørens" holdning til seneste publikation.

Anonym sagde ...

Hvornår mæglerbranchen indrømmer at boligannoncer mest er varm luft og ikke sælger boliger men primært markedsfører ejendomsmæglere, ved jeg ikke. Men "ingeniørens" indlæg er jo et glimrende vidnesbyrd om, at alle andre end mæglerne er ved at finde ud af det.

Desuden skriver "ingeniøren" at han hellere ville bruge boliga.dk. Det kan være, han syntes boliga.dk er det bedste site men det kunne jo også være, at han ikke kender boligsiden.dk.

Hvis det er tilfældet er det nærmest katastrofalt.

Boligsiden.dk, der endda fra politisk side er ønsket om ét samlet sted med alle boliger til salg i kongeriget, er totalt undermarkedsført.

Hvorfor?

Fordi kæderne vil have det sådan.
Det er deres brand og deres hjemmesider der skal markedsføres. Eftersom Dansk Ejendomsmæglerforening blot er lakaj for kæderne, bliver det derefter.

De smukke intentioner og de enorme muligheder for Boligsiden.dk, er gjort til skamme. Tænk engang hvad en samlet mæglerbranche kunne udvikle, til glæde for brugerne og mæglerne!

I stedet bruger DE tid på at bekæmpe tiltag som boliga.dk og kalder dem for snylter etc. Boliga og andre gør blot det som Boligsiden burde have gjort for længe siden - nemlig at følge med udviklingen.

Kæderne ved godt at de elektroniske platforme, strategisk er de vigtigste og en fælles løsning her, er udelukket.

Derfor er det eneste man har kunnet nå til enighed om, den relativt harmløse fællesløsning i form af et bedaget trykt medie.

Risikoen for deltagerne er lig nul. Man bruger alligevel penge på avisannoncer i dag og udgiften dækkes i forvejen af kunderne. Der er således kun tale om lidt flytten rundt på annoncebudgettet. Eventuelle besparelser ved lavere mm priser tager mæglerne og putter i egne lommer. Enten direkte eller ved at øge egen markedsføring.

Mæglernes "potens markedsføring" om hvem der har de største og fleste annoncer, trues heller ikke af den nye avis. Det vil den blive på en fælles elektronisk platform som boligsiden.dk, hvor selv den mindste ejendomsmægler står side om side med den største.

Den trykte boligannonce er "hjernedød" men holdes stædigt i live af en konservativ mæglerbranche i ledtog med aviserne, der bekræfter hinanden i, at det er til deres fælles bedste, at blive ved med at overbevise boligsælgere om, at de skal smide millioner og atter millioner i værdiløse boligannoncer.

Det er paradoksalt, at dem der ringer rundt til firmaer og sælger værdiløse annoncer til telefonbøger etc., bliver kaldt "annoncehajer" og dømt for bedrageri. Omfanget af disse annoncer er langt mindre end boligannoncemarkedet, hvis annoncer er ca. lige så værdiløse som telefonbogsannoncerne.

Anonym sagde ...

Interessant iagtagelse som Anonym har med salget af sin lejlighed. Det kan jo tyde på at der er nogle avis annoncer der rent faktisk virker. Spørgsmålet er bare hvilken avis der giver pote :)

Hvis jeg skal gribe det lidt 'ingeniør'mæssigt an, så kunne jeg jo foreslå at Anonym på skift forsøgte at annoncerer i h.h.v. lokalavisen, Berlingske og så boligmarkedet for at se hvilken af de 3 udgivelser der gav fremvisningerne. Men det er jo ikke sikkert at Anonym har lyst til at gamble med sit lejlighedssalg for at en ingeniør kan få tilfredsstillet sit behov for 'måledata' ;-)

Umiddelbart vil jeg nok sætte mine penge på lokalavisen, da de ofte er tyndere, dækker et mindre område, sammenholdt med at folk ofte flytter indenfor deres lokalområder. (Men det er rent gætværk fra min side).

M.h.t. Anonym nr 2, der spørger om jeg ikke kender boligsiden.dk, så er svaret at jeg ganske udemærket kender den. Jeg brugte tidligere den, men efter at boliga.dk er kommet har jeg skiftet over. Boliga.dk har de samme boliger listet, det er muligt at få listet lignende boliger i samme område (Hvis man har lyst til det) de har kort søgning, hvor man via google maps kan se forskellige boligers placering, man kan se hvornår boligen er blevet sat til salg, og der er statistik over priser m.m.

Boliga.dk er i mine øjne bare meget bedre end boligsiden.dk.

Ejendomsmaileren sagde ...

Mht. måledata så er der desværre to problemer (udover om man har lyst/råd til at lege forsøgskanin med sit boligsalg :-):
1) Du mærker ikke selv responsen direkte, da køberne jo oftest kontakter mægleren direkte.
2) Det er små tal vi har med at gøre. Et spring fra 1 til 3 interesserede købere på en weekend er af stor betydning - men nok ikke statistiskt signifikant :-)

Helt overordnet er det også min erfaring, at de lokale medier giver mere interesse. Der ed mindre indhold og læses mere intensivt. De store boligsektioner har mistet megen gennemslagskraft.

Den slags data kan kun indsamles på kædeniveau. Her burde det til gengæld være relativt nemt, hvis man sammenligner aktiviteten med indrykninger.

Men om resultatet så tåler dagens lys er nok noget helt andet...

Ejendomsmaileren sagde ...

Mht. Boliga så synes jeg personligt, at den er noget tør. Lidt for mange tal og lidt for lidt bolig...

Jeg er dog helt enig i, at Boligsiden er meget langt fra den service, den kunne være.

Hele hemmeligheden ligger efter min beskedne opfattelse i at tillade brugen af fotos på boligsiden. Det vil for alvor gøre en forskel - for køberne vi lgerne opleve boligerne...

Anonym sagde ...

Kommentar fra anonym#1: Trods den gode sags tjeneste fortsætter vi nok med at annoncere simultant i alle medier :)

Ifølge min mægler, er det klart lokalavisen og Boligmarkedet, som har givet størst respons. Interessant når Berlingeren er så mange gange dyrere at annoncere i. Mægleren er selv forundret over at folk faktisk med hver sending af Boligmarkedet tømmer stativet foran butikken i løbet af de to uger hver udgivelse gælder - jeg sidder stadig selv og gætter forundret på hvem der dog læser det. Billig optænding i brændeovnen eller måske nogen der kører med off. transport hver dag og hurtigt får læst gratisaviserne (vi er i Kbh geografisk set).