Google Search

Google
 

torsdag, august 16, 2007

Pressen og mæglerbranchen

Mit seneste indlæg gav sig udslag i en ophedet debat om pressens behandling af ejendomsmægler-branchen. Det er jo en emne, der optager mange mæglere, så jeg synes det fortjener sit eget indlæg.

Helt overordnet handlede diskussionen om en historie, hvor en ejendomsmægler er begyndt at bruge af kundernes penge på grund af økonomiske vanskeligheder. Spørgsmålet gik så på, hvorvidt man burde videregive oplysninger om sagen til pressen.

Læs diskussionen her

Min personlige holdning er, at en del historier bliver blæst lidt vel stort op i (visse af) medierne (hvem sagde Ekstra Bladet ?). Det synes jeg primært gælder person-sagerne, men det er jo en konsekvens af, at vi har berøring med en meget stor begivenhed i folks liv.

Noget helt andet er så de kontinuerlige (og totalt tilfældige) historier om boligprisernes stigning og fald, der oftest rummer meget lidt research og eftertanke fra journalisternes side - og som i høj grad bidrager til usikkerheden hos såvel køber som sælger (og mæglere).

Til gengæld synes jeg også, at vi som branche er lidt for gode til at nedtone alle problemer. Når vi ikke tør melde klart ud i de grelle sager, så mister vi den troværdighed, vi skal bruge til at kontrollere "ikke-sagerne".

Nu er leder-artiklerne i "Ejendomsmægleren" jo ikke altid helt repræsentative for, hvad ejendomsmægleren på gulvet mener. Men når vores kære formand gang på gang har klaget sin nød over journalister (og politikere), der ikke vil lytte til (hans) fornuft, så tror jeg der bliver nikket i brede kredse. Efter min opfattelse er det dog lidt for nemt. Eksempelvis skyldes størstedelen af den enorme dækning af Hanne Nørrisgaards Sadolin-skandale efter min opfattelse primært elendig pressehåndtering fra Nybolig/Hanne Nørrisgaards side.

Vi trænger til en større åbenhed og debat om, hvordan branchen gerne vil opfattes. Det vil jeg gerne deltage i - og her er bloggen som medie perfekt, fordi alle kan give svar på tiltale...


I den konkrete sag må jeg nok sige, at det tjener branchen bedst at den pågældende mægler bliver stoppet hurtigst muligt. Vi har ganske vist i vores branche nogle forsikrings- og garantiordninger, der sikrer forbrugere imod tab - men vi har ikke nogen indbyggede sikkerhedsmekanismer, der sikrer os imod den slags problemer.

Pressen ser jo sig selv som forbrugernes vagthund. Hvis vi skal undgå kedelige historier i pressen, må vi selv agere vagthund. Spørgsmålet er bare hvordan. Skal vi have revisorer fra DE på uvarslede inspektionsbesøg eller hvad ? Skal vi have lukkede klient-konti ?


Kommentarer og forslag er meget velkomne...

6 kommentarer:

Anonym sagde ...

Du har helt ret i at det ville gavne troværdigheden hvis man talte om udfordringerne for marked. Desværre har Thomas Torps udtalser en slående lighed med den irakiske informations ministers (bagdad bob) udtaleser under starten af golf krigen, og derfor er vores troværdighed som brugtvognsforhandlere

DI sagde ...

Kunne vi få ejendomsmaileren til at kommenterer på nyheden om at Remax kæden kommer til Danmark.

EDC (Jan Nordmann) har været ude med grimme beskyldninger om manglende struktur, lykkeriddere og "laden kunder i stikken"...

Hvordan ser du på Remax-konceptet?

Ejendomsmaileren sagde ...

Jeg har begået et indlæg om RE/MAX, der kan læses her:

RE/MAX revisited

Anonym sagde ...

"Thomas Torpedo" er altid god for en ført kommentar og sammenligningen med den irakiske minister er lige i øjet...

Hold da op hvor nogle forsøger at tale markedet op! Hvis de så bare underbyggede det med fakta. Hvordan kan økonomer der vil tages seriøst, udlægge situationen på boligmarkedet til at være "blød landing", "afdæmpet", "positive tendenser" og "balance" på markedet".

Der er så mange fundamentale forhold som burde give enhver mægler mavepine. Renten er steget markant og det har slet ikke forplantet sig i tilsvarende prisreduktioner. Udbuddet af ejendomme er voldsomt. Hvordan kan nogen tale om balance?? I forhold til hvad og hvilken periode måler man på?
Et stort antal boligejere som har flexlån og lign., kan ikke tåle den kommende refinansiering. Selv store prisreduktioner resulterer ikke direkte i salg. Mæglere går konkurs!!! eller får gigant underskud.

Mange mæglere udtaler sig om det, de håber vil ske. Fair nok. Vi er sælgere og skal være optimistiske. Men vi har også en pligt i forhold til rådgivning. Pt. er det dårlig rådgivning, at give boligsælgerne lyserøde håb om det bedre, på bekostning af vores troværdighed som rådgivere og markedskyndige. DE og Thomas Torpedo er ansvarlige for, om vi skal ende med at være intet andet end brugtvognsforhandlere. Bliver vi ved med at påstå "at der er mange gode kilometer i den motor endnu" selvom vi godt ved at det er et vrag af et boligmarked, så er vi selv ude om det.

I øjeblikket har man ikke vundet når man får en ejendom til salg. Tværtimod. Man har trukket Sorteper og kan være sikker på, man har sat en alt for høj pris.
Jeg har selv været med så mange år, så jeg godt kan huske dengang boliger blev solgt med underskud. Sælgerne måtte bare sige ja tak, før end naboen gjorde. Mange af mine kolleger har ikke prøvet andet end at overraske sælgere positivt med prisen. Jeg kan se, at de næsten ikke kan få sig selv til at fortælle hvordan landet ligger. De tager måske en status snak og bliver enige om at "holde fast på prisen" og "køberne vil jo alligevel forhandle, så vi skal have noget at forhandle med". Det er at stikke sig selv og sælgerne blår i øjnene. Det er ikke længere sælger der har bukserne på.
Derfor har vi en flok mæglere og sælgere som løber rundt og bekræfter hinanden i, at det nok skal gå. Bankerne og kreditinstitutterne gør det samme, for hvad nu hvis realværdierne der er solgt obligationer og givet kreditter på baggrund af, skal nedskrives! Hvor mange er pt. i farezonen for teknisk insolvens? Jeg kan se at flere af vores nuværende kunder, faktisk er insolvente hvis de ikke får solgt på de nuværende priser og skal sænke med yderligere 5 til 10%.

Sub prime krisen er måske et USA problem der ikke bliver tilsvarende stort i DK. Men jeg er bange for der er alt mulig grund til den nuværende nervøsitet og jeg vil ikke udelukke, at vi ser en voldsom stigning af tvangsauktioner med flexlåns ejendomme i begyndelsen af 2008.

Så - good luck ReMax. Nok er der billige ejendomsmæglere til salg. Sålænge der ikke er billigere boliger til salg og tryghed ved priserne, bliver der ikke solgt nok til at I og mange andre kan overleve en mangeårig nedtur på boligmarkedet.

Ejendomsmaileren sagde ...

Nu snakken er faldet på Thomas Torp vil jeg bare lige gøre opmærksom på, at han rent faktisk kan bookes til en "private session":
Bestil foredrag med Thomas Torp


Var det i øvrigt ikke "Komiske Ali" man kaldte ham informationsministeren ? Begrebet Bagdad Bob havde jeg ikke hørt...

Anonym sagde ...

Du har ret han hedder begge dele, jeg kunne ikke helt huske det da jeg skrev kommentaren. Men jeg fandt denne her side med klassikerne http://www.brainyquote.com/infominister.html

Med hensyn til at tale marked op tror jeg det har været med til at sænke antallet af handler og det genere mig, for jeg 95% interesseret i antallet af handler og 5% i om priserne falder et par procent. I sidste ende er det omsætningen der betaler mine regninger og det ser ikke så godt ud som det har gjort...så hellere et lavere marked med en normal omsætning, end et højt marked uden omsætning