Årets K3'er - 2006
Titlen som "Årets K3'er" tildeles den person, organisatione eller virksomhed, der i det forløbne år har gjort sig mest uheldigt bemærket på hele ejendomsmæglerbranchens vegne. Kåringen af den endelige vinder foretages eksklusivt af undertegnede - men jeg er meget påvirkeligt af kommentarer og e-mails :-)
Foreløbige nomineringer:
Hanne Nørrisgaard
Glimrede ved at sikre branchen hidtil uset negativ pressedækning via håndteringen af salget af Sadolin Parken. Hanne fik en bøde af DE på 75.000 kr. for manglende opfyldelse af sin oplysningspligt. Hanne behøver vist ikke yderligere introduktion !
Henrik Mühldorff
Formåede at sætte et voksende mæglerfirma helt over styr i et - efter sigende - syndigt rod af manglende bilag og sammenblanding med privatøkonomien. Blev mere nådigt behandlet af pressen, men kommer formentlig til at koste DE's medlemmer 15 mio. kr. i erstatning.
Finn Lauge
Tidligere indehaver af Spar Es Huse (!) og landskendt via sin optræden i Ekstra Bladet, hvor han uden blusel erklærede, at han da ofte havde båret store beløb i (sorte) kontanter til Tyrkiet for sine kunder. Det kostede ham medlemsskabet af både Estate Mæglerne og DE.
Carl Nielsen
En lokal nordjysk ejendomshæler, der er så glad for branchen, at han uden bekynring fortsætter sit erhverv selv om han mistede sin registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Domme for bedrageri holdt ham heller ikke tilbage... Man kan her overveje om E&S i stedet burde stå som nominerede, idet de har gen-aktiveret hans registrering!
DE
Formåede at undgå nogen form for indflydelse på den mest gennemgribende revision af lovgivningen for mæglerbranchen med det resultat, at vi måtte bruge de sidste 2 måneder af året på at lave nye salgsopstillinger med umulige finansieringsforslag...
Der er med andre ord nok at vælge imellem - jeg hører meget gerne din kommentar til listen - og begrundede forslag til yderligere kandidater. Den endelige kåring sker den 1. februar 2007 - hvorefter den lykkelige vinder kan orienteres :-)
Læg en kommentar eller skriv mig en mail på boligblog@hotmail.com - konkurrencen er i gang !
5 kommentarer:
Prisen må gå til DE som ikke har magtet at forklare politikere, omverdenen og pressen, at der i alle brancher vil være brådne kar, og at man ikke kan stoppe disse ved at vedtage alverdens latterlige love og regler, som blot går ud over flertallet, der opfører sig ordentligt.
DE er fantastisk god til at "vende den anden kind til", når branchen gang på gang rakkes ned i medierne. Jeg har ikke i ét eneste tilfælde oplevet, at DE har forsøgt at forklare omverdenen, at vi slås med overdrevent mange forbrugerbeskyttende foranstaltninger - nogle lovmæssige, og andre som kotumer - og at vi udfører vanvittigt meget "gratis" arbejde ud over den del, der er selve salget.
DE burde synliggøre de problemer vi slås med i det daglige, og ikke mindst gøre opmærksom på, at der tilsyneladende er er markant forskel på salærerne fra Øst- og Vestdanmark. De salærer man igen og igen fremhæver fra Københavnsområdet, er flere gange højere end dem man kan få i de fleste andre egne af landet.
Som én skrev et andet sted på denne blog, så er DE blevet til en kædemæglerforening, der logrer for politikere og kædedirektører, og som har mistet følingen med de udøvende mæglere.
DE fortjener prisen.
Den er svær - der er mange gode kandidater til Årets K3´er.
Valget står for mig, mellem to kandidater. De er ikke skurke eller plattenslagere. Derimod er det dem og deres virke som har haft den mest negative og principielle betydning for hele branchen. De nominerede er: DE og Hanne Nørrisgaard.
Nok har DE været slappe. Man kan i hvert fald sige, at lobby virksomheden ikke har virket og DE´s reelle indflydelse og gennemslagskraft overfor lovgiver har været yderst begrænset. Det kan man klantre DE for. Men samtidig må man se det i en kontekst af, at lovgivers lydhørhed og respekt overfor DE/mæglerbranchen, har været under et voldsomt pres.
Den politiske "huskekage" er blevet bagt godt og grundigt i ministeriet og branchen har, personificeret af Nørrisgaard/Norvig, leveret alle ingredienserne. Det forhold, at pressen så i vidt omfang har tilsat for meget "hævemiddel" og DE ikke har kunnet styre "hævningen", ændre ikke på, at Nørrisgaard sagen er den enkeltstående begivenhed i 2006 som har givet branchen det dårligste image.
Jeg vil understrege, at jeg på mange områder har stor respekt for Nørrisgaard og Norvig. Som jeg kender dem, er de dygtige og dynamiske. Jeg tror ikke et sekund på, at Nørrisgaard bevidst, har haft til hensigt at være uvederhæftig. Det ændre bare ikke på, at hun må bære det tunge ansvar for sagen og jeg håber, at overrækkelsen af Årets K3´er, bliver et symbol på afslutningen af sagen frem for et symbol på sagen.
Jeg er enig i, at DE's gennemslagskraft overfor Erhvervsministeren er blevet stærkt undergravet af branchens enkeltsager.
Men det er efter min opfattelse ikke nok til at undskylde den ringe indflydelse på den nye lovgivning. Deres reaktioner på sagerne, har nemlig efter min opfattelse ikke tjent branchen som helhed særligt godt.
Tag slagsmålet om de bygningssagkyndige. Her kom DE rimeligt godt ud af - altså set fra de store kæder. På papiret var der tale om en stramning af reglerne - i realiteten betød det, at mæglere uden fast tilknytning til et forsikringsselskab pludselig stod med umulige regler at arbejde med... DE insisterede på at lovgivning var unødvendig dengang - de mente at kunne nøjes med en "frivillig" aftale (hvor de bygningssagkyndige dog aldrig blev hørt).
Måske udfaldet af den sag førte DE til at tro, at de helt kunne afværge truslen om liberalisering af markedet. Dermed bandt de en jernkugle om benet på sig selv - for ved at afvise ministeren (jeg husker nogle ret kradse ledere i "Ejendomsmægleren"), satte de også sig selv helt uden for døren...
En kvik læser har i øvrigt mindet mig om, at sagen om Sadolin Parken jo primært udspillede sig i sommeren 2005, og derfor teknisk set ikke kvalificerer til Årets K3'er 2006... ups.
Spørgsmålet er om misærens størrelse - og det faktum, at konsekvenserne (den nye lovgivning om f.eks. disciplinærnævnet) først for alvor kunne mærkes i 2006, kan kvalificere hende alligevel ? Kommentarer ?
Jaaa - okay. Det var selvfølgelig i 2005 den startede men jeg mener dog, at den for alvor satte sit præg på 2006. Jeg holder på min kandidat Nørrisgaard.
Send en kommentar