Jeg har kigget lidt på konceptet, og selv om det jo stadig er "early days" for konceptet, så tvivler jeg på, at de får særligt stort held med projektet. Her er deres forklaring af konceptet:
- Første trin er et møde med din boligadvokat. Ring til +plushandel på tlf. 70 20 66 69, så sørger vi for at arrangere et møde. På mødet får du klar besked om alle faser i en +plushandel, og du er velkommen til at stille alle de spørgsmål, du har lyst til. På mødet drøfter vi også den pris, som din bolig skal sælges til. Hvis du er interesseret i at gå videre, underskriver vi en aftale om +plushandel.
- Næste trin er en besigtigelse af din bolig sammen med boligadvokaten. Her aftales den endelige salgspris. Det er nødvendigt, at du og boligadvokaten når frem til en pris, der både er tilfredsstillende for dig - og som samtidig er en realistisk markedspris.
- Herefter udarbejder boligadvokaten komplet salgsopstilling og sørger for, at alle nødven-dige oplysninger er til stede. En professionel boligfotograf tager fotos af din bolig, tekst-forfattere udarbejder beskrivelse af boligen - og din bolig bliver gjort klar til annoncering. Du modtager en sælgermappe med de materialer, der skal bruges i salgsprocessen.
- Nu starter markedsføringen af din bolig, og salget går i gang. Du gør boligen klar og aftaler fremvisninger for interesserede købere.
- Når køberen er fundet, udarbejder advokaten købsaftale og sørger for alle dokumenter i forbindelse med afslutning af salget, kontrol af refusionsopgørelser, overførsel af købe-sum mv.
Det lyder for mig som selv-salg med den lille tilføjelse, at advokaten kommer ud og ser huset (men første efter aftalen er underskrevet - man skulle jo nødig ulejlige sig ud af kontoret uden betaling :-) ). Hvis der var et stort potentiale for den slags koncepter, så burde RobinHus være meget større i dag. Det var jo sådan deres koncept så ud i starten...
Det er jo ikke hver dag, at der lanceres helt nye koncepter på markedeet, så jeg har lavet lidt research. Der er primært dukket spørgsmål op - og knap så mange svar...
- I pressen har PlusHandel omtalt sig selv som en ejendomsmæglerkæde uden ejendomsmæglere. Hvis de fortsætter med det, går der nok ikke længe inden DE anmelder dem for at misbruge den beskyttede "ejendomsmægler" titel. Den rigtige betegnelse for konceptet er snarere en "ejendomsformidlerkæde".
- Hvordan ser klagemulighederne egentlig ud for PlusHandels kunder. En del af ydelsen leveres jo af en advokat - betyder det at det er Advokatnævnet man skal klage til ? Og hvordan forholder det sig med de ydelser, der leveres af PlusHandel hovedkontoret ? Er det Ankenævnet for ejendomsformidling ?
- Det fremgår ikke helt klart, hvem der afholder dokumentationsomkostningerne. Mon de er opmærksomme på, at "Solgt eller Gratis" betyder at de skal dækkes af formidleren, hvis ejendommen ikke bliver solgt ?
- Plushandel blev registreret som varemærke af en københavns ejendomsmægler i 1997. Gad vide om der er nogen forbindelse ?
(111) Reg. nr.: VR 00.202 1997 (151) Reg. dato: 17 jan 1997
(210) Ans. nr.: VA 06.905 1996 (220) Ans. dato: 19 dec 1996
PLUSHANDEL
(730) Indehaver: Ejendomsmæglerfirmaet Korsmann & Co. v/ Peter Bo
Bastian Pettersen, Katrinevej 3, 2900 Hellerup, Danmark
(740/750) Fuldmægtig: Chas. Hude A/S, H. C. Andersens Boulevard 33,
1553 København V
(511) Klasse 36: Ejendomsmæglervirksomhed.
Nåh, det må være nok for denne omgang. Interessant at se hvor hurtigt de får fundet de første 50 kunder til deres "slagtilbud på 10.000 kr."
Hvad er din mening om PlusHandel ? Jeg hører gerne fra læsere, der har kommentarer til ovenstående...
5 kommentarer:
Hvor er det nyskabende?
Hvor er det dog kedeligt! Gaaab for en idé. Hvor er det skæve, det revolutionerende, det sjove, satset?
Der findes jo et hav af gør-det-selv tiltag. Der er intet nyt under solen bortset fra at Søndagsavisen har kastet sig ind over. Med deres ressourcer kunne man da have håbet på lidt mere opfindsomhed. Konceptet må være baseret på den fejlagtige analyse, at ejendomshandel kun vælges udfra pris. Hvis det var tilfældet ville Robinhus og alle de andre sidde solidt på markedet. De har da en berettigelse og et segment der kan bearbejdes men mon ikke bare Robinhus og Plushandel kommer til at slås om de samme kunder.
Det at kunne fremvise selv er jo ikke et koncept - det er bare en løsning som er en af de valgmuligheder man kan købe hos sin mægler. Robinhus og de andre er det man kan kalde 1. generations internetmæglere. De er opstået i benovelse over, at man selv kan loade billeder op på nettet og skrive teksten. Men det bliver jo helt normalt fremover, at man kan vælge sådanne løsninger.
Sidst men ikke mindst. Danskerne er jo generelt nogle konservative bonderøve, hvor det helst ikke skal være for nyt. Om man så havde et bedre og billigere koncept, vil der gå lang tid før end de fleste vil turde at overgive sig. Det er omvendt de "kæde-liges" redning, for de er da heller ikke særligt nytænkende.
Sidts men ikke mindst. Timingen er jo håbløs. Vi står overfor et mindre krak på bolimarkedet med korrektioner af priserne på 30-40% og deraf lang usikkerhed hos køberne. Alle de uforsigtige flexlånere kommer til at gå på røv og albuer og trækker alle andre med gennem sølet. Mon ikke sælgers bekymring i højere grad bliver om mægleren overhovedet kan redde ham ud af kattepinen end om han spare et par håndøre på at spilde sin egen tid med at fremvise til købere der alligevel ikke kommer.
Jeg er enig i, at PlusHandel ikke er særligt nyskabende. Faktisk minder de mest om RobinHus for 5 år siden.
Pris (salær) er bestemt ikke afgørende på vores marked, men der er da ingen tvivl om, at kunderne er utilfredse med salærniveauet generelt. Men et lavt salær må ikke være på bekostning af sikkerhed/tryghed - eller sågar bekvemmelighed. I så fald ender kunden alligevel med at tage den dyre(re) løsning.
Dine kommentarer til boligmarkedet er jeg så til gengæld ikke enig i - priskorrektioner på 30-40% mener jeg er helt urealistiske, men det hører jo nok til en anden post :-) Men der er næppe nogen tvivl om, at der er svært i det nuværende marked som ny aktør at overbevise folk om, at de kan sælge din bolig. Det går de jo så heller ikke - for som jeg forstår PlusHandel, så er det dig selv, der skal sælge boligen...
Konceptet er skruet sådan sammen, at man undgår de helt store tids- og ressourcerøvere: Sælgere, der får lavet salgvurderinger hos op til 10 ejendomsmæglere (i vores område altid MINDST 5. Man har jo en aftale om salg i hus allerede inden advokaten besigtiger ejendommen.
Faktisk er man så fræk, at man på websiden skriver: "Måske har du allerede fået din bolig vurderet af en eller flere ejendomsmæglere". Det er vist det tætteste man kan komme på en direkte opfordring til at misbruge ejendomsmæglerne.
Robinhus har på sin webside en rubrik, hvor sælgerne kan oplyse hvem der har fundet frem til prisen, og her har stor set alle sat flueben ved "Statsaut. ejendomsmægler", og i mange tilfælde med tilføjelsen "Valuar".
Selv om det i mit vurderingsmateriale fremgår, at det ikke må bruges til selvsalg med mere, så kan jeg gang på gang se, at det misbruges i Robinhus regi. I det seneste tilfælde sendte jeg en mail til sælger, hvor jeg, meget venligt, erindrede om, at mit salgsmateriale ikke måtte bruges på den måde. Det, også venlige, svar var, at man bare brugte Robinhus Selvsalg til at "tjekke prisen af". Man har siden kørt prisen uhæmmet op og ned i et interval på kr. 400.000 (min vurdering: Kr. 2.8 mil.). Og hvor seriøst er det?
Hvor er DE? Man burde da tage affære på dette åbenlyse misbrug! Måske burde man også ændre på standardkravene til en salgsvurdering - andre tager åbenbart ikke opgaven så tungt!
Bevares, vi skal holde den faglige fane højt, men der er altså ikke noget ved at blive begravet, bare fordi glorien skulle pudses.
Fakta er, at advokaterne kan gå med til Plushandel, uden at bruge tilnærmelsesvist så mange spildte ressourcer som vi ejendomsmæglere - og det skal ikke underkendes.
Jeg bruger ca 7 timer på at lave en vurdering, fra første kontakt med kunden til salgsoplægget er fremlagt. Hvis 5 mæglere er ude er det 35 timer. En advokat får almindeligvis op imod kr. 2.000 i timen, revisoren måske 1.100 og edb teknikeren mindst kr. 1.000. Hvis vi skal have kr. 400 + moms i timen, så er der allerede sammenlagt brugt kr. 17.500 incl. moms, (hvortil kommer udgifter til dok omk. og elektronisk restgældsoverførsel)inden salgsarbejdet indledes. Salæret for salg af en ejerlejlighed (pris op til kr. 2,5 mil.) i vores område ligger typisk på kr. 20.000 + moms, hvortil kommer et markedsforingsbidrag på kr. 5-10.000 + moms.
Det hænger slet ikke sammen. Alligevel får vi konstant tudet ørene fulde om, at der ikke er konkurrence ejendomsmæglere imellem. Efter sigende er salærerne højere i København, og det er tal derfra, man konstant hiver op af hatten.
I mit område er vi ved at kvæle hinanden på grund af den ekstremt hårde konkurrencesituation, men vores kunder, og bekendte endda, tror fuldt og fast på, at vi tjener styrtende med penge - SUK!
DE, nu skal der altså tages affære!!!
Rent juridisk er det desværre svært at håndhæve et krav om, at vores salgsvurdering ikke må benyttes. Det gælder ikke mindst i en tid, hvor samtlige kæder markedsfører sig med "uforpligtende salgsvurderinger". I det uforpligtende ligger jo netop, at der ikke kan knyttes betingelser til det.
Der er ingen tvivl om, at der bruges horribelt mange ressourcer på vurderinger - hver kunde koster simpelthen for meget arbejde at få i hus. Her findes en del af forklaringen på, at antallet af gennemførte handler per ansat i branchen er støt faldende. Det er gift for branchen.
Hvor ofte tror du, at folk indhenter 3-4 (eller 10) konkurrerende tilbud fra advokater ?
Når dette er sagt, er jeg dog ikke så bekymret. Jeg tror ikke advokaterne er forberedte på de mange henvendelser, de vil få fra deres kunder undervejs i forløbet...
Det er jo ejendomsmæglerne selv der har startet det ræs med at vurdere gratis for sælgere. Man kunne sågar i perioder vinde alle mulige fine præmier, bare man fik vurderet sit hus !?!
Det er, efter min mening, ris til egen r*v, man har selv stået for 'skolingen' af befolkningen. Man har vænnet folk til at stå til fuld og komplet rådighed, på alle ugens dage, og det til ingen penge.
Det er selvfølgelig samtidig et argument for at der _er_ konkurrence på markedet.
Send en kommentar